PRODUKTION & EKSPORT
Danmark producerer kød fra over 30 millioner svin om året – men danskerne spiser kun kødet fra ca. 3.2 millioner af dem. Resten – 90 % – eksporteres som levende smågrise eller fersk uforarbejdet svinekød til Tyskland, Polen og Kina. Vi har ingen reel forædling i Danmark – bacon, pålæg og skinke bliver produceret billigere i udlandet og importeres tilbage til danske tallerkener for milliarder. Det er kernen i svineeksporten: vi bruger enorme mængder land, gylle, antibiotika og subsidier på at masseproducere billige råvarer til udlandet – mens vi selv køber det færdige produkt dyrere tilbage. Realprisen per gris er ikke steget i 50 år, branchen taber markedsandele, og produktionen falder allerede. Svineeksport er ikke konkurrencekraft – det er en subsidieret råvarefabrik fra 1970’erne, der gør Danmark fattigere, sygere og mere ødelagt.
Danmark producerede 30.9 millioner svin i 2024
Danmark har gennem de sidste 7 år produceret gennemsnitligt 31,8 mio svin per år¹, i 2024 blev der produceret 14,3 mio slagtesvin, 0.2 mio eksport søer og 16,4 eksportgrise¹
90 % eksporteres
En gennemsnitsdansker spiser 29 kg¹ svinekød om året. Med et befolkningstal på 5,93 mio, giver det et årligt dansk svinekødsforbrug på 172.000 tons.
Et gennemsnitligt slagtesvin leverer 53,5 kg² spiseligt svinekød (88,4 kg slagtevægt × 60,5 % kødprocent). Danmark producerer årligt 30,9 mio. svin³ (slagtesvin + eksporterede smågrise) Det betyder, at danskernes forbrug kun udgør 10 % af den samlede produktion – resten eksporteres
DTU - Gennemsnitsdanskeres kødforbrug¹ Danish Crown - Landsgennemsnit for produktivitet i produktion af grise i 2023² Landbrug & Fødevarer - Grisekød statistik 2024 (side 9)³
Kun ca. 3.2 millioner svin spises i Danmark
En gennemsnitsdansker spiser 29 kg¹ svinekød om året. Med et befolkningstal på 5,93 mio, giver det et årligt dansk svinekødsforbrug på 172.000 tons.
Et gennemsnitligt slagtesvin leverer 53,5 kg² spiseligt svinekød (88,4 kg slagtevægt × 60,5 % kødprocent). Danmark producerer årligt 30,9 mio. svin³ (slagtesvin + eksporterede smågrise) Det betyder, at danskernes forbrug kun udgør 10 % af den samlede produktion – resten eksporteres
DTU - Gennemsnitsdanskeres kødforbrug¹ Danish Crown - Landsgennemsnit for produktivitet i produktion af grise i 2023² Landbrug & Fødevarer - Grisekød statistik 2024 (side 9)³
FODERPRODUKTION & IMPORT
Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande – 59,5 % af arealet er pløjet op, næsthøjest i verden efter Bangladesh. 871.000 hektar – en tredjedel af alt landbrugsareal – bruges til at dyrke foder til svin, og vi importerer soja fra afskovede områder i Sydamerika for milliarder årligt for at holde produktionen kørende. Det betyder, at vi ofrer kæmpe dele af vores land på at fodre udenlandske grise i stedet for at producere mad til os selv eller lade naturen komme tilbage. Konsekvensen er monotont landskab uden vild natur, massive udslip af kvælstof og pesticider, og at vi bruger vores bedste jord på en branche, der ikke giver overskud. Svineeksport gør Danmark til en kæmpe foderfabrik for udlandet – og blokerer for den naturgenopretning, vi så desperat har brug for.
59,5% af Danmark er opdyrket
I 2021 udgjorde det samlede opdyrkede landbrugsareal i Danmark cirka 2.570.000ha¹, hvilket svarer til 59,5% af landets totale areal på 4.293.300ha².
Danmarks Statistik – Det dyrkede areal¹ Danmarks Statistik – Arealopgørelser²
20% af Danmarks areal anvendes til svinefoder
871.000ha¹, ud af Danmarks samlede areal (4.293.300ha²) eller hele 20,2% af Danmarks areal går til svinefoder.
Århus Universitet - Illustration af arealanvendelse i Danmark (side 4)¹ Danmarks Statistik – Arealopgørelser²
Dansk svineproduktion kræver kæmpe sojaimport fra tidligere regnskovsarealer.
Hvert år importerer Danmark ca. 1,7 millioner tons sojaprodukter, primært i form af sojaskrå, fra sydamerika, hvoraf hovedparten kommer fra Argentina og Brasilien¹, 55–56 % går specifikt til svinefoder² – svarende til ca. 935.000 tons pr. år.
Udbyttet af sojabønne produktionen er omkring 3,45 tons/ha³ hvoraf 78% bliver til sojaskrå, det vil sige at importen af soja til den danske svineproduktion kræver et areal på 350.000ha, hvoraf størstedelen (65 %) dyrkes på områder, hvor der tidligere var regnskov eller savanne⁴
Energistyrelsen: Danmarks import og forbrug af soja (2022/2023)¹ Folketinget – svar på §20-spørgsmål om sojaimport (tabel 5)² USDA FAS – Brasilien soybean yield (gennemsnit 5 år)³ WWF Danmark: Danske svin æder sig gennem regnskoven⁴
NATUR & MILJØ
Danmarks svineeksport har gjort vores natur og vandmiljø til EU's absolutte bundskraber. De 30 millioner svin producerer årligt enorme mængder gylle, der spredes ud på markerne for at drive den massive foderproduktion. Kvælstoffet fra gylle og kunstgødning skylles ud i fjorde og indre farvande, hvor det udløser ukontrolleret algevækst og massiv iltsvind.
Fodermarkernes intensive pesticidbrug forurener drikkevandet i over halvdelen af alle boringer. Nitrat siver ned i grundvandet og kræver dyr rensning for at gøre vandet drikbart. 93 % af vores beskyttede naturtyper ligger i ugunstig tilstand, og Danmark er det eneste EU-land uden et eneste område med strengt beskyttet natur. Insekterne forsvinder i katastrofalt tempo. Hele naturens balance er i opløsning.
Vi bruger årligt milliarder af kroner på oprydning af vand og natur, men det er som at tømme havet med en teske. Så længe vi fastholder den intensive svineproduktion, vil Danmark aldrig få ren natur og rig biodiversitet.
Kvælstof fra svinegylle kvæler indre farvande og fjorde
Landbruget står for ca. 70 % af kvælstofudledningen til fjordene¹. Det estimeres, at den danske svineproduktion med 30,8 millioner svin og smågrise² leverer 20 millioner tons, eller 57 % af de 35 millioner tons husdyrgylle³, der årligt bruges til at gøde de danske marker. Dertil kommer forbruget af kvælstof fra kunstgødning på ca. 205.000 tons⁴. Når kvælstoffet skylles ud i havet, giver det en eksplosiv algevækst. Når algerne dør og synker til bunds, bruger bakterier ilt til at nedbryde dem – ilten forsvinder, bunddyr kvæles, fisk flygter, og fjordene bliver døde zoner.
I september 2024 var der iltsvind på 11.000 km² af de danske fjorde og indre farvande – det næststørste målt i 22 år – et areal større end Fyn og Sjælland tilsammen⁵.
Danmarks Naturfredningsforening – Landbrugets forurening er skyld i iltsvind¹ Landbrug & Fødevarer – Grisekød statistik 2024 (side 9)² Aarhus Universitet – Normtal for husdyrgødning 2023 (side 6–7)³ Landbrugsstyrelsen – Statistik over salg af gødning 2021/2022 (side 8)⁴ Aarhus Universitet DCE – Iltsvind i danske farvande august-september 2024 (side 6)⁵
Pesticidrester i 56,4 % af drikkevandsboringer
For at maksimere udbyttet af fodermarkerne benytter man store mængder pesticider (herbicider, fungicider og insekticider). Glyphosate (Roundup) er det mest brugte herbicid – ca. 75 % af pesticiderne går til ukrudtsbekæmpelse¹.
I 2024/25 fandt man pesticidrester i 56,4 % af drikkevandsboringerne². I 15 % overskrides grænseværdien (0,1 µg/L)². Pesticider er hormonforstyrrende og kan give kræft³.
Miljøstyrelsen – Bekæmpelsesmiddelstatistik 2022 (Tabel 6.1)¹ GEUS – Opgørelser over pesticidstoffer 2024/25² Miljøstyrelsen – Hormonforstyrrende effekter af anvendte pesticider (side 11)³
93 % af naturtyper i ugunstig bevaringsstatus
Kun 5 % af naturtyperne i gunstig tilstand i Natura 2000-områder¹. Danmark har ingen strengt beskyttet natur – eneste land i EU uden 10 %-målet². Denne nedgang rammer biodiversiteten hårdt: Over 21 år (1997–2017) er antallet af flyvende insekter – målt med insektsplat på bilforruder – faldet med 80-97 % på danske ruter³. Insekter udryddes primært af intensiv landbrugsdrift som pesticidbrug, habitatødelæggelse og monokulturer, der ødelægger fødekæder og truer hele økosystemet³.
Aarhus Universitet (DCE) – Bevaringsstatus 2025¹ Danmarks Naturfredningsforening – EU-rapport om beskyttet natur 2023² Anders Pape Møller – Parallel declines in insects and birds in Denmark 2019³
ØKONOMI & GÆLD
Svineexport lyder flot med 30 mia kr i bruttoeksport, men det er en elendig business case for Danmark. Vi giver 7–8 mia kr i EU-støtte årligt (63 % direkte hektarstøtte – verdens højeste andel), de største 23 % af ejerne får 85 % af kagen, og vi er det eneste land, der giver 0 % til unge og små bedrifter. Branchen har 270 mia kr i gæld (over 15 mio per bedrift), milliarder i afgiftslettelser på diesel og CO2, og eksternaliteterne løber op i milliarder ekstra. Realprisen per gris falder, vi taber markedsandele, importerer forarbejdet kød, og uden subsidier og gældspres kollapser det hele. Svineeksport er netto tab – vi betaler kæmpe regning for at sende billigt kød ud af landet.
Danske skatteborgere taber 5,5 mia. kr. årligt på svinefabrikkerne
Svineproduktionen indbringer 2,8 mia. kr. i skat, men får 2,2 mia. kr. i offentlig støtte og skaber dokumenterede miljøskader for mindst 6,2 mia. kr. (drivhusgasser, kvælstof, ammoniak og naturødelæggelse).
Netto giver branchen hvert år et underskud på ca. 5,5 mia. kr. til statskassen.
Dette er et stærkt konservativt tal. Vi har bevidst udeladt omkostninger ved antibiotikaresistens, pesticider i drikkevandet, lugtgener, iltsvind og yderligere naturødelæggelse – poster der let kan fordoble det reelle tab.
7–8 mia kr i EU-støtte årligt
63 % hektarstøtte – verdens højeste andel. De 2,3 % største ejere får 30,4 % af støtten – Danmark giver 0 % til unge.
270 mia kr i gæld
Samlet gæld steg til 270 mia kr i 2024. Gennemsnit over 15 mio per bedrift – umuligt generationsskifte og evig intensivering.
BESKÆFTIGELSE & SOCIAL DUMPING
Svineexport giver ikke "mange gode danske jobs" – det giver færreste landbrugsjobs per hektar i hele EU. Danmark har kun 2,2 beskæftigede per km² landbrugsareal – EU-gennemsnit er over det dobbelte (5,2). De fleste jobs i stalde og slagterier er besat af østeuropæere og ukrainere på praktikordninger eller midlertidige kontrakter – lange arbejdstider, tvunget indkvartering hos bedriften, lav løn og høj risiko for arbejdsulykker. Danske unge vil ikke have jobbene, og branchen er afhængig af udnyttelse for at holde omkostningerne nede. Svineeksport skaber social dumping og tomme landdistrikter i stedet for tryghed og bosætning – vi ofrer danske lønninger og menneskelighed for en branche, der taber penge.
2,2 beskæftigede per km²
Danmark har halv så mange jobs per km² som EU-gennemsnit (5,2) – stordrift erstatter mennesker med maskiner og udenlandsk arbejdskraft.
Østeuropæere og ukrainere i stalde og slagterier
De fleste staldfolk og slagteriarbejdere er østeuropæere/ukrainere på praktikordninger – lange timer, dårlig løn, tvunget indkvartering og høj ulykkesrisiko.
Høj risiko for arbejdsulykker
Udenlandsk arbejdskraft har markant højere risiko for ulykker og udnyttelse – praktikordninger misbruges systematisk til billig arbejdskraft.
MRSA & ANTIBIOTIKARESISTENS
Danmark har verdens højeste forekomst af husdyr-MRSA – over 90 % af svinebesætninger er positive. 84 % af al antibiotika til dyr går til svin, hvilket skaber et enormt reservoir af resistente bakterier, der spredes til mennesker via støv, kød og kontakt. Hundredvis smittes årligt, flere dør, og resistens koster 650 mio kr årligt plus menneskeliv. Vi eksporterer ikke bare kød – vi eksporterer en folkesundhedskatastrofe, som vi selv betaler for. Det er vanvittigt, at vi accepterer det for en branche, der ikke giver overskud og kun eksisterer på subsidier.
84 % af veterinær antibiotika går til svin
87,5 tons total i 2024 – 84 % til grise. Forbruget er stagneret højt trods "succes"-historier.
Over 90 % af besætninger har LA-MRSA
Prævalens over 90 % i svinebesætninger – verdensrekord, stabilt højt niveau.
650 mio kr i årlige omkostninger
Resistens koster samfundet 650 mio kr årligt i sundhedsudgifter og tabt arbejde – plus danskere dør hvert år af husdyr-MRSA.
LOVE & REGLER
Dansk svineproduktion overtræder systematisk EU-dyrevelfærdsregler – åbenlyst og uden reelle konsekvenser. Rutinemæssig halekupering har været forbudt i over 30 år – alligevel kuperes næsten alle grise. Søer fikseres i ugevis i trange farestier, selvom EU kræver minimal fiksering. Hver tredje besætning får sanktioner ved kontrol – højeste rate i EU. Myndighederne lukker øjnene, fordi reel håndhævelse ville gøre den nuværende produktion umulig. Vi har nogle af Europas dårligste reelle dyrevelfærdsstandarder i svin – det er ikke "verdens bedste" velfærd, det er systematisk lovbrud for at holde eksporten kørende på bekostning af dyrene.
Næsten 100 % af grise halekuperes
Forbudt rutinemæssig kupering siden 1994 – alligevel kuperes næsten alle grise uden reel konsekvens.
Søer fikseres i ugevis
Langvarig fiksering i farestier – Dyreetisk Råd kalder det uacceptabelt og i strid med EU-regler.
30 % af besætninger får sanktioner
Ca. 30 % får sanktioner ved dyrevelfærdskontrol – højeste rate i EU, viser systematisk lovbrud.
HVAD KAN DU GØRE?
Næste gang du hører en politiker eller lobbyist tale om “verdens bedste landbrug”, “fødevaresikkerhed” eller “vigtigt for landdistrikterne”, så er du nu klædt bedre på til debatten end 99 % af danske politikere og journalister. Nu er det på tide at kræve svar på det eneste spørgsmål, de aldrig kan svare på: “Hvorfor har vi svineeksport i Danmark?”
Vi har allerede over 5 millioner visninger. Like, kommenter og del videoerne, så når vi endnu længere ud og gør endnu flere danskere bevidste om konsekvenserne af svineeksporten. Du kan også støtte os med et éngangsbeløb eller en månedlig donation, så vi kan blive flere og råbe endnu højere.
Tusind tak fordi du følger med!
FUD
Informationerne på denne side er udarbejdet efter bedste faglige standard, men der kan forekomme fejl, unøjagtigheder eller forældede data. Indholdet er udelukkende informativt og må ikke opfattes som udtalelser, der tilsigtet kan skade eller miskreditere landbruget eller andre aktører. Vi påtager os intet ansvar for dispositioner truffet på baggrund af materialet og anbefaler altid verifikation via officielle og opdaterede kilder.

Henrik - Big Boss
